Analog versus digital Bryllupsfotografi - hvad skal du vælge?
- Nelle Renberg Andersen
- for 1 dag siden
- 5 min læsning
Bryllupsfotografi er en fantastisk måde at bevare minderne fra en af livets største dage på! Tænk på billederne som en investering i fremtiden. Når det kommer til valget mellem analog og digital fotografering, kan det virkelig påvirke, hvordan billederne ser ud og opleves. Mange par spørger mig om forskellene og de fordele og ulemper, der følger med hver metode. Derfor har jeg skrevet dette indlæg for at hjælpe jer med at træffe en informeret beslutning om, hvad der passer bedst til netop jeres bryllup. Måske er det en kombination af både analoge og digitale bryllupsbilleder!


Hvad er analog bryllupsfotografi?
Analog bryllupsfotografi bruger gamle filmkameraer, der eksponerer lys på en traditionel fysisk filmrulle. Efter fotograferingen fremkaldes filmen i et laboratorium og scannes til digitale billeder. Jeg scanner altid mine billeder selv for at sikre den bedst mulige kvalitet. Denne proces skaber en særlig oplevelse sammenlignet med digital fotografering, fordi det er et fysisk produkt med en omhyggelig proces, hvilket mange finder charmerende og som passer særlig godt til noget så unikt som jeres bryllupsdag.
Fordele med analog bryllupsfotografi
Varm og tidløs æstetik
Film giver en varm, organisk og tidløs følelse. Farver og hudtoner er ofte blødere og mere naturlige - noget som mange forbinder med klassiske bryllupsbilleder. Det er selvfølgelig vigtigt, hvilken filmtype man vælger, da det blandt andet er den, der afgør, hvordan billederne bliver. Jeg bruger altid Kodak Portra 400 til mine bryllupsbilleder, da det er en professionel film, som giver de flotteste hudtoner.

Tekstur og detaljer
Film ser simpelthen anderledes ud end digitale billeder, fordi det har en anden tekstur og følelse, på grund af de fine korn, der er i billederne. Og så kan analog film fange detaljer på en måde som digitale censorer nogle gange har svært ved.
Til stede i nuet
Fordi man som fotograf først ser billederne, når de er fremkaldt, er man nødt til at være 100 procent til stede og bruge sin intuition endnu mere, når man tager analoge billeder, for ellers misser man øjeblikket.
Mere bevidst fotografering
Fordi filmruller har et begrænset antal billeder, må man som fotograf være mere præcis med hvert billede. Dette kan ofte føre til mere gennemtænkte og kreative billeder. Og så kan det være en god idé på forhånd at tale om, hvilke situationer, der er vigtige for jer at have som analoge billeder.

Små "lys-fejl" kan give unikke billeder
Der kan indimellem komme små "fejl" og lysindfald på analoge billeder, som til tider kan virke magisk og give en unik følelse til billede, som er svært at match med digitale billeder.
Lang levetid
Filmnegativer kan gemmes i årtier uden at miste kvalitet - noget som giver en tryghed når man skal gennem dem - og måske give videre til næste generation. Man kan få alle negativerne i en mappe, så man har dem rent fysisk.

Ulemper med analog bryllupsfotografi
Prisen
Film og fremkaldelse kan godt blive lidt dyrt, specielt hvis man skal have mange billeder. Dette kan gøre det til en dyrere løsning end digitale billeder. Mange vælger dog at få tage 1-2 film som supplement til det digitale. I kan se mine priser her: https://www.nellerenberg.dk/bryllupsfotografering-priser
Tidsforbrug
Det tager tid at fremkalde, scanne og bearbejde film, så det betyder, at billederne ikke er tilgængelige umiddelbart efter brylluppet. Det kan typisk tage et par uger ekstra før de er klar.
Begrænset antal billeder
En filmrulle har mellem 12, 24 eller 36 eksponeringer, afhængig af hvilken type film, man vælger - hvilket naturligvis begrænser antallet af billeder. Men det er også netop dette, som for mange gør det til noget helt særligt, fordi hvert billede bliver mere unikt.
Mindre fleksibilitet
Det er sværere at justere eksponering og andre indstillinger på bagkant sammenlignet med digital fotografering, så det er vigtigt at vælge en fotograf, der ved, hvad han/hun laver med det analoge kamera, fordi fotografen først ser billederne, når de er fremkaldt.
Risiko
Der er en lille risiko for, at det går galt i fremkaldelse, så billederne ikke bliver til noget. Derfor vil jeg altid anbefale at man supplerer de vigtigste øjeblikke med digitale billeder.
Hvad er digital bryllupsfotografi?
Digital bryllupsfotografi bruger kameraer med elektroniske sensorer, som lagrer billeder som digitale filer på et sd kort. Disse kan umiddelbart vises, redigeres og deles.
Fordeler med digital bryllupsfotografi
Man kan tjekke billederne undervejs
Fotografen kan se billederne med det samme, noget som gør det nemmere at rette op på fejl som feks. lukkede øjne med det samme og sikre, at billederne bliver mere "perfekte". Dette kan dog også betyde, at billederne får mindre kant og "sjæl", hvis man kan tage 10 af hvert billede og udvælger det mest perfekte. Men det er op til jer som brudepar at vurdere, om I ser det som en fordel eller ulempe.
Stort antal billeder
Digitale sd-kort kan lagre tusindvis af billeder, så det giver større frihed til at tage rigtig mange billeder uden at skulle begrænse sig. På denne måde sker udvælgelsen først på bagkant, når billederne skal redigeres.
Redigering
Digitale RAW filer kan redigeres i programmer som Adobe Lightroom eller Photoshop for at forbedre farver, lys og fjerne uønskede elementer. Dette kræver, at man vælger en fotograf, der har styr på redigere og matcher den stil, I som brudepar ønsker.
Ulemper med digital bryllupsfotografi
Risiko for mindre unik æstetik
Digitale billeder kan opleves som kolde eller kliniske uden den rigtige redigering. Det kræver ekstra arbejde for at opnå en filmagtig følelse, hvis det er det, man ønsker - og i sidste ende kan det være svært at imitere film looket fuldstændig, fordi det netop er de fysiske korn i filmen, der giver looket.
Overflod af billeder
Mange billeder kan gøre udvælgelsen og redigeringen tidkrævende og billedearkivet kan føles overvældende, hvis der ikke træffes nogle klare valg fra fotografens side.
Risiko
Der er en lille risiko for, at sd-kortet som billederne gemmes på går i stykker og billederne forsvinder. Dette er yderst sjældent, men det er alligevel vigtigt at vælge en fotograf med ordentligt udstyr.

Hvordan så vælge mellem analog og digital bryllupsfotografering?
Valget mellem analog og digital bryllupsfotografi handler om, hvad der er vigtigst for jer som brudepar og afhænger af flere faktorer som budget, tid og stilpræferencer, men også hvilken følelse man har omkring sine bryllupsbilleder.
Hvis I ønsker et klassisk, tidløs look med varme toner og en organisk følelse og kan lide, at billederne ikke nødvendigvis er "perfekte", fordi øjeblikket ikke kan tages om igen og igen kan analog fotografering være det bedste valg.
Digitale billeder giver fleksibilitet, hurtigere tilgang til billederne og mulighed for mange billeder, men kan mangle den varme følelsen uden en rigtig god redigering.
Jeg tilbyder altid en pakkeløsning, hvor det analoge og digitale kombineres for at få det bedste fra begge verdener.
Fordi det analoge koster lidt mere pga. pris film og fremkaldelse, men også fordi der er en større usikkerhed forbundet med det, kan man med fordel vælge at få taget 1-3 film i løbet af bryllupsdagen og så er resten af billederne digitale.
Læs mere om mine pakker og priser her: https://www.nellerenberg.dk/bryllupsfotografering-priser
Jeg er bryllupsfotograf og holder til i Brønshøj, København, men kører gerne rundt i landet. Se mere af mit fotografi eller kontakt mig her: https://www.nellerenberg.dk




Kommentarer